From: Jane Faerber - Madbanditten.dk <madbanditten@gmail.com>
Subject: Sommerferie på LCHF! Umuligt!... eller hvad?

SOMMERFERIE – ÅH NEJ!

Nu gik det lige så godt med de nye, sunde vaner og så kommer sommeferien med alle de lækre grillaftener, de fristende is og den iskolde rosévin på terrassen. Nu er det hele jo ødelagt... 

Men nej, sådan behøver det altså ikke at være. 

I dette nyhedsbrev har jeg samlet mine bedste strategier for, hvordan jeg griber sommeren og alle dens fristelser an.


TIPS TIL AT HOLDE FERIE MED LCHF

Keep it simple
Det behøver ikke være svært at spise LCHF-inspireret på ferien. For at sammensætte et godt, mættende måltid skal du ikke bruge andet end kød, æg, fjerkræ eller fisk, grøntsager og fedtstoffer, som smør og/eller olie. Medmindre din ferie består af bjergvandring i Himalaya, burde du kunne få fat i disse ting.

Fedt!
Det sværeste kan være at få fedt nok, synes jeg. Og hvis jeg spiser low carb low fat, bliver jeg sulten, gnaven og uoplagt. Et glas kokosolie finder derfor tit vej til min rygsæk. Kokosolie er nemt at have med, da det kan tåle at blive opbevaret i alle slags temperaturer. Ellers plejer jeg at supplere min kost med lidt flere nødder, end jeg normalt spiser. Nødder kan man altid købe.

Madpakke til rejsen
Det er surt at starte ferien med en lang rejse, hvor det eneste mad, der er at få, er sandwich eller mad fra flybakken eller rastepladsen. Jeg rejser gerne med en nød-madpakke bestående af salamipølser, osteblokke, grøntsagsstænger og nødder. På den måde kan jeg til enhver tid sammensætte et måltid, som holder mig mæt de næste 3-4 timer. Pyt med, at det ikke er verdens mest balancerede måltid. Det vigtigste er at nå frem uden at falde i sandwichfælden.

Sænk overliggeren
Dette punkt er i mine øjne det vigtigste! Accepter, at det er anderledes end derhjemme. Det er okay. Men lad være med at falde i fælden med, at fordi den lokale købmand ikke havde økosmør fra græsfodrede køer, så kan du lige så godt vælte dig i is og brød resten af ugen. Slæk på kravene, men gør dig selv den tjeneste at holde fast i overskrifterne. For mig er det vigtigste, at jeg ikke spiser gluten, så det holder jeg fast i.

Find ud af hvad der er vigtigst for dig og hold fast i det.


Personligt synes jeg ikke, at maden i sig selv udgør det store problem. Det er vanerne, der er den største udfordring på ferier. Det er så indgroet i os, at ferie betyder is med familien, og det gælder også i vores familie.

Det er forskelligt, om jeg vælger at spise en is med familien, når vi holder ferie.

Mit valg afhænger ofte af udbuddet. Hvis isen betyder en Cornetto fra frysedisken, takker jeg som regel nej. Står den derimod på lækker italiensk is, er det mere sandsynligt, at jeg takker ja. På den måde har der sneget sig lidt kvalitetsbevidsthed ind i mine sukkerpræferencer.

Hvorvidt det kan fungere for dig at spise en is med familien, ved du bedst selv. Hvis det, der starter med en enkelt is med familien, ender som en glidebane mod mere og mere sukker, må du tage en kalkuleret beslutning om, hvorvidt den is så er besværet værd.

 KH. Jane

PS: Har du brug for mere hjælp til at få etableret nogle gode og sunde vaner i familien, så er min nye bog MADGLAD lige noget for dig. Her får du nemlig mit bud på 10 gode og nemme hverdagsvaner, som kan bruges i alle familier. Find bogen hos din lokale boghandler eller online, fx her: MADGLAD - Lær dit barn at elske rigtig mad.